Så er det vist tid til en opdatering!
Der er sket så meget siden sidst, at det bliver svært at få det hele med, men her får I et overblik.

De sidste dage i Siem Reap gik med at Sofia blev helt rask mens Astrid blandt andet holdte sig beskæftiget med at cykle rundt i byen.
Vi nåede dog lige at få en solnedgang ved Angkor Wat med inden turen gik videre til Battambang.

Astrid på cykeltur.

Sofia ved Angkor Wat.

Astrid ved Angkor Wat.

Den første dag i Battambang tog vi ud på en heldagstur, der bestod af køretur med et bambustog, scootertur op til The Killing Caves og  tur rundt mellem nogle små landsbyer udenfor byen, her oplevede vi livet på landet i Cambodia anno 2013 – en virkelig meget fjern fra den Danske.

Den anden dag stod på cooking class på Smooking Pot, hvor vi lavede Fisk Amok og fiskesuppe og iøvrigt selv handlede ind på det lokale marked(i ledsagelse med vores kok/lærer).

Bambustoget der bestod af vogne som denne. Alle vognene havde egen motor og chauffør, som kunne sætte farten ned ved de mange dårlige sammenkoblinger på banen. Det var et bumpy ride, men en god måde at få set noget på.

Et billede fra endestationen, hvor vognene blev løftet op og vendt om. Her kunne man købe forfriskninger mens børnene gik og lavede fingerringe og græshopper af blade til en.

Overstående er også et billede på den fattigdom vi mødte i Cambodia, som er umage den vi har oplevet i både Malaysia, Thailand og nu Vietnam.

På vores tur mellem landsbyerne stoppede vi blandt andet ved en Golden Gate Bridge, som var blevet bygget a schweizere til stor glæde for de lokale! Der var et par stykker af denne slags langs floden.

Et træ fyldt med flagermus!

Et tempel ved The Killing Caves, hvor vi fik repeteret historien om Buddha.

En illustration af The Killing Caves.

En meget glad pige, der solgte diverse grøntsager og krydderier til os.

Sofia med kniv og morter! Vi var de eneste på holdet, så opmærksomhed og hjælp fra kokken manglede vi ikke!

Fish Amok -det færdige resultat.

Efter Battambang gik turen videre til Phnom Penh, hvor vi kun overnattede en enkelt nat. Her havde vi fået anbefalet et guesthouse ejet af en dansk kvinde, og desuden var vi blevet lovet hjemmebagte grovboller(her blev vi skuffede, da deres ovn meget uheldigt lige var gået i stykker)! Vores ene aften i Phnom Penh gik med en tur hen til paladset, hvor det var den sidste dag af kongens begravelse.

Goldie Guesthouse i Phnom Penh.

Det kongelige palads, hvor vi lige kunne skimte kongens kiste. Kongen døde i oktober og hans begravelse 100 dage senere varede 7 dage.

Efter Phnom Penh tog vi bussen til Sihanouk Ville på jagt efter sol, strand og afslapning. Busturen tog længere tid end forventet(hvilket vi egentlig havde forventet), og vi ankom forholdsvist sent til Sihanouk Ville, så vi måtte hoppe bagpå et par motorcykler og køre byen rundt efter et sted at bo. Vi endte på et yderst ulækkert sted, hvor Astrid fik fornøjelsen af at dele seng med en kakerlak, og hvem ved hvad ellers..

Efter en nat med meget lidt søvn, tog vi en tuk tuk til Otres Beach, hvor vi fandt et lille italiensk paradis kaldt Carpe Diem. Dette var lige hvad vi havde brug for, så her blev vi i 5 nætter og nød livet!

Astrid og kakerlakkens seng. Her var lagenposen et absolut must!

Beskidte vægge og en klam seng. Sihanouk Ville var ikke ligefrem vores yndlings sted, men heldigvis var Otres Beach jo kun en tuk tuk tur væk..

Vores Bungalow.

Carpe Diem, et lille paradis bestående af tre bungalows ejet af fire italienere, som serverer lækker lækker spaghetti.

Deres über cool jeep, som de kørte os rundt i, når vi skulle noget nede i byen. – Vi blev virkelig behandlet, som var vi deres egene gæster, så vi følte os virkelig hjemme.

En aften på stranden med stearinlys og lokale der gravede efter krabber.

Øl på stranden.

Hver aften var der en fantastisk smuk solnedgang!

Bangkok-Siem Reap og et trist farvel

Efter blot 3 dage i Bangkok genvandt vi lidt af vores kærlighed og tiltro til Thailand; vi havde en fantastisk tid der og dette besøg bliver ikke vores sidste! Tiden gik fortrinsvist med shopping på weekendmarkedet eller i de mange kæmpe shoppingcentre, hvilket var meget tiltrængt efter en måned i de samme tre sæt tøj, men der blev også tid til en biograftur og gåture rundt i Silom, hvor vi boede.
Da Cecilie snart tager til Afrika på nye eventyr, måtte vi desværre sige farvel tidligt om morgenen d. 29 og køre hver til sit i Bangkoks lyserøde Taxaer. Cecilie kørte mod lufthavnen for at flyve hjem til Danmark og Sofia og Astrid kørte til togstationen, hvor et meget gammelt tog holdte og ventede på at køre os mod Aranya Prathet.

Det var med en vis nervøsitet, at vi satte os ind i toget; vi havde for det første ikke glemt, hvordan vores sidste rejse med offentlige transportmidler i Thailand var gået og for det andet, havde vi læst utallige skrækhistorier om grænsen mellem Thailand og Cambodia. Togturen gik heldigvis uden problemer, dog prøvede vores tuk tuk chauffør at køre os hen til det forkerte grænsekontor, men efter en streng tilrettevisning fik vi ham på rette spor igen. Efterfølgende gik alt gnidningsfrit og vi kunne efter blot en time, ønske os selv tillykke med et turistvisum på 30 dage i Cambodia.
Man kan ikke tage til Siem Reap uden at se Angkor Vat, så i morges måtte vi op kl. 4 for at tage en tuk tuk og køre ind og se solopgangen. Vores søde chauffør kørte os hen til et tempel et godt stykke væk fra Angkor Vat templet, hvor der ALTID er fyldt med turister, og her kunne vi i ro og mag og helt alene se en utrolig smuk solopgang. Herefter kørte han os rundt til flere af de mindre templer (som absolut ikke er små), og vi brugte morgenen og formiddagen på at vandre rundt i ruinerne og suge historien til os.
Vi er desværre blevet ramt af lidt sygdom, så Angkor Vat templet gemmer vi til en anden dag, hvor vi lejer cykler og selv forsøger at finde vej derud.
Udover at alt indtil videre er gået fantastisk her i Cambodia, var vi så heldige at støde på Lærke, en veninde hjemmefra, som anbefalede os at tage til Battambang og prøve et madlavningskursus, så det er vores næste projekt.
Kærlig hilsen Sofia og Astrid

‘Life of Pi’ i en meget kølig biograf.

Sidste middag sammen i Bangkok

Restauranten var kendt for dens snapper, som selvfølgelig skulle spises MF.

Togstationen i Bangkok kl. 6 om morgenen.

Det er i løbet af den sidste måned blevet åbenlyst, at Astrid ikke kan rejse uden Oreos.

Nightmarket i Siem Reap.

En smuk måne over nightmarket.

En lille drink efter shopping.

Solopgangen ved Eastern Mebon temple med vores søde chauffør.

Mebon templet, som vi praktisk talt havde for os selv.

Ta Prohm hvor noget af ‘Tomb Raider’ filmet.

Et lille hvil i et meget stort træ ved Ta Prohm.

Bayon templet med alle ansigterne.

Og et sidste tempel inden en meget tiltrængt pause med morgenmad.

Fra Phuket – Bangkok

Turisternes paradis

Vi ankom til Karon beach 16. januar 2013 efter en lang rejse med fly fra Malaysia. Karon beach viste sig at være noget af et turist paradis/helvede. Den nærmeste strand var proppet med mennesker fra europa eller rettere sagt Norge, SVERIGE og Danmark, derfor valgte vi at gøre det til et kort visit! Turen gik herefter til Phuket Town hvor fra vi tog videre til party øen Koh Phagnan.

Phuket Town

Phuket Town viste sig fra en lidt bedre side, da vi fandt Rugbrød, ost og lakrids. Vores hotel viste sig dog fra den dårlige side, og vi stor svedte oppe under taget uden aircon. Men et Pub crawl fik humøret til at gå højt igen!

Fra Phuket Town til Koh Phagnan tog vi bus og færge. Denne rejse gik fint uden problemer dog med en del ventetid. Hvilket betød, at vi ankom til Koh Phagnan ret sent om aftenen, heldigvis blev vi på kajen mødt af en meget venlig dame, som fandt et hyggeligt resort til os.

Jubii! Rugbrød, ost og Lakrids!!

Vi er SÅ glade!

Det lokale markedet i Phuket town!

Phuket Town

Pub crawl

Koh Phagnan – Strand, fest og scootere.

Efter meget rejsen rundt havde vi brug for at tage den med ro nogle dage. Derfor besluttede vi så for at blive på øen i 5 dage. Den første dag gik med afslapning på vores egen strand og en tur til den nærmeste by. Dog viste vores strand sig at være knap så god, så derfor valgte vi at leje scootere de næste 3 dage, og køre øen rundt for at finde små øde paradis strande – og det lykkedes!

Der gik ikke mere end 10 minutter efter vi havde sat os op på scooteren første gange før Astrid styrter på den hårde asfalt. Heldigvis kom en meget flink mand Astrid til undsætning og hun klarede den med et par skrammer.

Vores dejlige hjem på Koh Phagnan

Vi fandt en hyggelig strand på en af vores ture rundt på øen.

Scooter girls!

Vi lånte lige en Pool! Super dejligt.

En skadet Astrid efter uheldet!

Astrid og Cilles Full moon party!

Eftersom at Fullmoon party ville finde sted 26. januar, hvilket vil sige dagen efter vi tog afsted.   Valgte Astrid og cille at holde deres egen lille Fullmoon party dagen inden, imens sov Sofia maveonde væk. Vores partyaften resulterede i en meget kort lur på kun 3 timer, inden vi måtte checke ud, og påbegynde hvad der viste sig at blive en MEGET lang rejse til Bangkok.

Fullmoon Party!!

Rejsen til Bangkok – Thaitanic

Vores rejse til Bangkok startede med at vi skulle vente på hotellet i 6 timer i stegende hede.

Derefter blev vi bragt til kajen, hvor vi gik ombord på færgen. På dette tidspunkt virkede den kommende togrejse på 11 timer allerede en smule uoverskuelig, men vi holdte humøret højt! Vi satte os godt til rette på den meget gamle færge, købte nudler og ventede spændt på afgang. Vores nysgerrighed steg, da færgen efter 30 meter stoppede og osede helt ekstremt. Efter lidt ståhej blev alle passagerer ordret ned til bagenden af skibet, da det viste sig, at færgen var stødt på en sandbanke.

De næste timer gik med at få skibet trukket fri. Først kom der et andet skib og hjalp med at trække skibet, men hver gang gik rebet i stykker. Og efter mange forsøg og timer opgav personalet. Vi var på dette tidspunkt begyndt at blive meget nervøse for, om vi kunne nå nattoget til Bangkok. L MEN så skete der noget! Personalet valgte at evakuere folk over på det andet skib som havde forsøgt at trække os i gang.

Vi troede at denne båd kunne sejle os til fastlandet med det samme, men selvfølgelig tog vi fejl! Båden sejlede os til Koh Phagnan igen, hvor vi fik lov til at sove på færgen og vente til kl. 4 næste morgen, hvor en tredje færge sejlede os fastlandet.

Alle disse forsinkelser resulterede i, at vi missede vores tog og derfor selv måtte arrangere en minibus, som kunne køre os til Bangkok sammen med 7 andre, som også skulle have været med toget. På dette tidspunkt havde vi været uden søvn i alt for mange timer og glædede os til udsigten om, at sove de 10 timer, det burde tage at køre til Bangkok, væk.
Køreturen i bus var heller ikke en succes; den første bus gik i stykker, den næste bus manglede i den grad nye støddæmpere og chaufføren var meget glad for pauser. Efter meget besvær endte vi dog i Bangkok, hvor vi tjekkede ind på et rigtig fint hotel.

’Thaitanic’ er i øvrigt tyvstjålet fra en at de mange rigtig søde mennesker, som vi mødte på færgen, og som var med til at gøre ”oplevelsen” mere tålelig.

Et skib igang med at prøve at trække os fri!

Vi er reddet!

Kærlig hilsen

Sofia, Astrid og Cecilie

Hitchhiking, trekking og fødselsdag.

Pyh. Endnu en uge er gået siden vi skrev sidst, og der er sket utrolig meget!

Vores ambition om at tage tingene stille og roligt – en dag af gangen – har i høj grad vist sig at være den rette fremgangsmåde hvis man virkelig vil opleve Asien. Sidst vi skrev, var vi på vej til Penang og øens hovedstad Georgetown, hvor vi bare skulle være halvanden dag for at ordne noget visum, så forventningerne til at hvad vi kunne nå at opleve, var mildest talt lave. Men, og igen et fantastisk men, at få ordnet visum viste sig at være en hurtig affære, som kunne klares på 30 minutter, så vi havde pludselig masser af tid til kigge os lidt omkring i byen. Vi besluttede at tage ud for at se en botaniskhave lidt udenfor centrum, vi hoppede på en lokal bus, og kort tid efter stod vi i en lille oase med aber og massevis af blomster. Da botaniskhave var set ville vi finde en bus tilbage igen, men det var fredag og de fleste buschauffører er muslimer, så de beder det meste af dagen, hvilket betyder, at busdriften er mildest talt utilregnelig for ikke at sige gået helt i stå. Det lader vi os skam ikke slå ud af, og vi sætter os for at spise en bid mad, og se om ikke der alligevel skulle komme en bus på et eller andet tidspunkt, for taxaer – den slags bruger vi ikke Ingen bus kom, men det gjorde til gengæld nogle meget ivrige sælgere, som vil have os op på Penang Hill, en bakke/bjerg hvorfra der er formidabel udsigt over byen. Efter lidt tid og en god portion forhandling bliver vi enige om en pris, og vi hopper op på ladet af en firhjulstrækker sammen med en canadisk gut ved navn Brian. 10 minutter senere står vi på toppen, og føler at udsigten absolut har været pengene værd.

Det der så sker er, at vi kommer ned fra bjerget igen, og der kører stadig ikke nogen busser. Men indtil byen skal vi, så vi stikker tomlen i vejret og opdager, at det er der ikke mange forstår. De vinker pænt tilbage og smiler pænt men ingen stopper. Vi prøver med en lille dans, os tre og vores nye canadiske ven, og vupti den absolut sødeste mand og hans mor stopper. Vores lift begynder straks at fjerne alt der ligger på bagsædet, og så bliver vi ellers klemt ind i bilen. Han spørger os hvor vi skal hen, og vi siger ”bare ind mod byen”. Det viser sig så, at vores mand her, udover at være agency manager i et stort forsikringsselskab, er praktiserende buddhist, og er overbevidst om, at det var skæbnen, at vi stod, hvor vi stod og vinkede til ham i netop det øjeblik, hvor han kørte forbi – vi måtte have mødt hinanden før i et tidligere liv!

Så det ender med, at vores lift bliver til en ven, som kører os (i hans meget lækre bil) rundt i hele byen, for at se og smage på alt hvad der værd at komme i nærheden. 10 timer bliver det til, og han betaler absolut alt – vi må intet give. Så hvad der skulle have været et overfladisk visit, blev vores hidtil mest dybdegående indblik i Malaysisk kultur.

Dagen efter hoppede vi på en bus til Cameron Highlands, som vi af flere var blevet anbefalet. Her indlogerede vi os på turens hidtil mest backpackeragtige sted, hvor lugten var fæl og der var mug i loftet. Men de simple boligforhold blev opvejet af den smukke natur og meget friske luft.

Vi tog selvfølgelig på trekking i junglen, hvor vores benmuskler og svedkirtler kom på overarbejde. Og hvor vi smagte på blomster der bedøver tungen, og så en edderkop hvis bid kan dræbe et menneske på få minutter – det var fantastisk! En tur forbi en jordbærfarm og te plantage blev det også til.

Efter et lille hvil tog vi igen vandresandalerne på og gik mod den nærmeste by på jagt efter fødselsdagskage til Sofia. Her blev vi endnu engang inviteret indenfor og helt tæt på, da vi meget tilfældigt ser et lille og godt gemt hinduistisk tempel, som vi selvfølgelig er nødt til lige at gå op og se. Det viser sig så, at de inde i templet er ved at forbedrede en ceremoni, som har lidt samme formål som Thanksgiving. Der går ikke mange minutter fra vi er trådt ind i templet, til vi er blevet inviteret med til at deltage. Og det var noget af en oplevelse, som bød på både røgelse, ild, sang og dans. Efter ceremonien blev vi inviteret med til at spise sammen med dem under templet. Det var den mest eksotiske fødselsdagsmiddag vi nogensinde har fået!

Nu er vi så taget til Thailand, nærmere bestemt Karon Beach på Phuket.

Håber I har kunnet holde til at læse så meget. Hvis ikke, så kommer her nogle billeder.

Kærlig hilsen

Astrid, Cecilie og Sofia

On the way to the top of Penang Hill

The view from the top

Vores lift

Kunst gemt overalt i byen.

Der smages på vandmand

Berømt dessert med knust is, kokosmælk, brunsukker, noget fyldende sort noget vi ikke ved, hvad var, og grønne nudler.

Vores lift og nye ven.

Vores energiske junglemand

Teplantage

Hindutempel

Fødselsdagsmiddag

Langkawi

Nu er det vidst tid til et lille indlæg igen. Vi beklager den sidste uges stilhed, men lysten til at sætte sig foran en computer og skrive har været meget begrænset, når både sol og strand er lige udenfor døren. Men vi har det godt – rigtig godt!

Vi har mødt nogle skønne mennesker, som vi har tilbragt meget tid sammen med. Det er blandt andet blevet til en tur til et meget udtørret vandfald (tænk Bornholm), hvor vi for at nå dertil blev kastet ud i et lille scootereventyr. Sofia, som var den eneste, der havde siddet på en scooter før, blev grundigt instrueret af vores to nye og meget umage venner, Liam og Maz, fra henholdsvis Canada og Syrien, og på farten var vi. Bare rolig mødre, hjelme blev fremskaffet! Vi kørte halvdelen af øen rundt, og så små private paradisstrande, som man skal være stedkendt for at finde.

Vi har spist formidabel god mad, drukket Carlsberg og Vodka/Redbull på stranden med stearinlys og guitarspil. Vi har talt utrolig meget engelsk (med canadisk accent). Astrid har lært, at der er forskel på Syrien og Sibirien, og mange nye udtryk er blevet opfundet. “Are you serious?” er blevet til “Are you Syrian?”, bare så i ved det (we shit you not)

Langkawi var blevet ”a home away from home” – vi har virkelig følt os hjemme der – men rastløsheden begyndte at melde sig, så nu er vi hoppet på færgen på vej videre mod Penang, hvor vi skal have ordnet nogle visum formaliteter, inden vi drager mod Cameron Highland.

Lots of love

Astrid, Cecilie, Sofia

Grundige instrukser

Retard nr. 1

Retard nr. 2

Retard nr. 3 – med scooterskills

Vandfald (we shit you not)

 Paradis

 Astrid med lukkede øjne (det har hun tit må i forstå)

Med lyserødt klistermærke placeret på brystet og fine orange redningsveste tog vi på en turisttur, hvor vi blev fragtet fra ø til ø. Heldigvis ikke mere turistet end at vi selvstændigt fik lov at gå på opdagelse.

 Pregnant Maiden Lake, hvor sagnet siger, at kvinder bliver gravide, hvis de drikker vandet.
Vi gjorde, hvad vi kunne for at svømme med lukkede mund!

Midnight sunbathing

  …med live musik!

Vores have  

Vores hjem

Fra KL til Langkawi

4 dage er ved at være gået, og vi er nu efter en lang bustur, hvor vi ikke så skyggen af vestlig turist, landet på solskinsøen Langkawi. Her har vi indlogeret os på et hyggeligt lille familiedrevet sted, hvor ejeren og datteren ikke var til at stå for.

Men for lige at opdatere på hvad vi har lavet de sidste dage, kan vi fortælle, at vi har besteget 272 trappetrin for så (næsten) at blive overfaldet af aber ved Batu Caves – men vi klarede den! Senere slog Rasmus sig til vores lille gruppe for en kort stund, og det fik vi selvfølelig fejret med øl.

Vi har vandret centrum af Kuala Lumpur tynd, og blandet andet fået set de obligatoriske Petronas Towers. Vi vurderede, at 160 kr. for få lov at komme cirka halvvejs op i tårnene var lidt for dyrt for et ok stramt backpacker budget, så i stedet begav vi os mod Menara KL tower, som tog os 250 meter over jorden, og altså godt 80 meter mere end hvad der var muligt i Petronas – og så til halvpris (det kan man som jyde kun være tilfreds med)

Endnu flere øl blev nydt, på tagterrasse med udsigt over byen og med en DJ som sagtens kunne være hentet direkte fra et jysk halbal.

Mæt på storby fik vi sagt farvel og på gensyn til både Kuala Lumpur og Rasmus, og i morgen glæder vi os til at kunne stå op til solskin og strand.

Selamat jalan

Cecilie, Astrid og Sofia

Som ægte turister foran Petronas

Lidt mere turist i Menara

Fællesbillede, wup wup.

Lidt af byens kontraster. Moderne (guld)bygning vs. levn fra kolonitiden.

En grinebider

Sød mand.

Cille – nu med tattoo

Indisk

Mange trappetrin i fuld sol

Vores plads før aben slog til. Bemærk vandflasken, som blev taget som gidsel.

Farvel til 1915 og vores første seng i Malaysia

Fra helvede til himmel. Bogstaveligtalt.

Allerede nu er der meget at fortælle. Og hold nu fast, det har været vildt!
For at starte med begyndelsen, så gik turen fra Aalborg til København forholdsvis smertefrit, og ligeledes let var det at komme fra København til Amsterdam. MEN, og det var et alvorligt men. Efter at have siddet i Schiphol lufthavn i godt og vel 3 timer, og vente på at check-in åbnede, blev vi mødt med en uventet besked om, at de ikke ville udstede visum til os, medmindre vi havde en flybillet ud af Malaysia. Trods at vi tidligere havde fået anden besked. Vi var mildest talt i chok.

I al hast og med meget bankende hjerter, var jagten på internet og en printer sat ind. Det lykkedes, og vi fik bestilt flybilletter fra Penang til Bangkok, og vi løb – hurtigere end vi troede vi kunne – og nåede i sidste minut ud til vores gate. Og som et lille plaster på såret, blev vi af det søde søde lufthavnspersonale, opgraderet til Business Class – kvit og frit!
Så de 13 timer vi fløj, var mere liggende end siddende, med massage i stolen, 2 gange 4 retters menuer, alverdens drikkevarer osv. Det var skønt.

Og vi er allerede nu sikre på, at den her tur kommer til at byde på en masse kontraster.

Godt Nytår alle sammen!

 

Astrid, Cecilie og Sofia

 

Backpacker på Business Class

At flyve liggende gør 13 timer til a piece of cake

 

Menuen fejlede intet!

 

Chinatown

Første måltid i Malaysia! Vi glæder os til, at vi vænner os til rotterne. Nam.

12 kr, vi siger det bare.